kommuner ghetto ulighed

Ghettoer i Whiskeybæltet

Af Per Olsen, formand LO Hovedstaden:

Når vi taler om ghettoer handler snakken alt for sjældent om de områder, der ligger i Gentofte, Vedbæk og det øvrige whiskybælte nord for København. Ghettoer, hvor velhaverkommuner har bygget en usynlig mur langs kommunegrænsen ved bevist at tiltrække de stærkeste og mest ressourcestærke mennesker bl.a. gennem et næsten 100% privat ejendomsmarked. Et ejendomsmarked med et prisniveau, der holder mennesker med almindelige indkomster, for slet ikke at tale om lavtlønsindkomster, ude.

Det er i de samme ghettoer, man finder de rigeste 10% af befolkningen, som ejer 50% af den samlede formue, og det er her man finder mange af de mennesker, der besætter topstillinger og bestyrelsesposter i erhvervslivet. Jeg gætter på, at det også er i disse ghettoer, man kan finde folk, hvis navne går igen i Panamapapirerne, de mennesker, der havde mest at tjene ved at skjule deres formuer væk fra SKAT, samme mennesker, som har nydt godt af de 20 milliarder regeringen har givet i skattelettelser. Og det er helt sikkert her man finder mest underbetalt udenlandsk arbejdskraft i gang med at renovere de fine hjem til beboerne og de mange au pair-piger på såkaldt kulturudveksling.

Ofte har disse kommuner hverken specielt meget erhvervsliv eller særligt mange arbejdspladser. Der satses næsten entydigt på at få borgere med store indkomster til at lægge skat i kommunen, så skatteprocenten kan holdes nede på grund af det samlede høje indtægtsniveau. Historisk har den velstillede del af befolkningen altid forskanset sig i deres egne ghettoer, hvorved man kunne holde den mindre bemidlede del af befolkningen ude.

 

Fra ghetto til ghetto

Men tilbage til de områder, som store dele af politikerstanden godt vil kalde ghettoer – de områder, hvor befolkningen må tage til takke med en overførselsindkomst eller integrationsydelse, de områder, hvor regeringen mener, man skal straffes hårdere for at begå kriminalitet.

Jeg vil foreslå de politikere, som har vedtaget ghettoplanen og nedrivningen af menneskers boliger, at der nu gøres plads i whiskeybæltet. Her kan beboerne fordeles jævnt, således, at der ikke etableres nye ghettoer, men at de eksisterende udnyttes på bedste vis. På den måde slipper disse kommuner og rigmandsghettoer også for fremover at skulle bidrage så urimeligt meget til udligningsordningen.