1. maj fælledparken

1. maj i Fælledparken 2018

Vi vil hinanden!

1. maj i Fælledparken bliver i år lidt anderledes. Både fysisk og programmæssigt ændres set-uppet i forhold til hvad man tidligere har set i Fælledparken. Vi har ladet os inspirere af folkemødernes arbejde med fællesskaber og involverende aktiviteter – og vi ønsker i år en festdag med øget fokus på dialog og involvering.

I år vil 1. maj i Fælledparken derfor i endnu højere grad end tidligere åbne alle organisationstelte op, så udefrakommende kommer med ind til taler, debatter og musik. Flere af organisationerne vil fysisk vende deres scener ud mod den åbne plads – ud mod alle gæster i Fælledparken, ud mod fællesskabet.

Ét stort fælles program for dagen, som vil vare fra kl. 12.00 til kl. 19.00.

Vi stopper ikke kl. 16, som vanligt, men fortsætter programmet helt til kl. 19, så de gæster, der er så uheldige at skulle arbejde 1. maj stadig kan få en god oplevelse i Fælledparken. Der vil af samme grund, helt bevidst, være gentagelser af visse programpunkter. Vi laver i år ét stort fælles program for dagen.

Solidaritetsboderne vil i år være at finde midt på festpladsen, som i år ændres en smule, så telte og scener placeres, så man som gæst i Fælledparken oplever intimitet, samhørighed og lighed. Vi vil hinanden!

Fornyelse og tradition
Traditionerne holdes selvfølgelig i hævd. Der vil stadig være faneindmarch og taler af både parti- og organisationsledere på Hovedscenen. Vi glæder os meget til at se jer alle sammen – til en lidt mere involverende og dialogbaseret 1. maj.